Fremtidens kunder vil have aktivistiske brands

1. maj 2017 7:20 Skrevet af Quincy Lippert

Pressemeddelelse. Nyt bureau ser dagens lys:

Fremtidens kunder vil have aktivistiske brands

-Det er filosofien bag virksomheden Hansen & Ersbøll Agenda, som i dag ser dagens lys. Det sker efter at Charlotte Ersbøll går i partnerskab med Hansen Agenda og virksomheden hedder fra i dag Hansen & Ersbøll Agenda.

De fleste kunder med hånden på hjertet vil gerne have hjælp til både at få styrket deres kerneforretning og være med til at løse samfundets udfordringer, om det er i lokalsamfundet eller på verdensscenen. En nøgle til at kunne gabe over begge ønsker på samme tid, er at virksomheder skal turde adressere, at deres produkt er en del af løsningen. Det kan de gøre gennem aktivistiske brands.

Tiden er løbet fra CSR-aktiviteter af mere filantropisk karakter, der ikke skaber langsigtede resultater på bundlinjen, mener de to ejere. Man skal tro på, at man når sine kunders hjerter ved at være synlig omkring sin rolle i samfundet og ved aktivt at være en del af løsningen. Det giver et stærkt brand i dag at sikre værdikæden i morgen.

Aktivistiske brands er for modige organisationer, der er stolte af, hvad de gør, og som ikke er bange for at gøre samfundets udfordringer til deres strategiske ledestjerne. De lægger ikke skjul på, at de tjener penge ved at tage et aktivt samfundsansvar.

Hansen & Ersbøll Agenda leverer ydelser i krydsfeltet mellem branding, markedsføring, Public Affairs, og  Corporate Communications.

De vil hjælpe virksomheder og organisationer, der tror på, at et stærkt brand og morgendagens værdiskabelse ligger i at løse et samfundsproblem samtidig med, at man opfylder sine kunders eller medlemmers behov.

Bureauet arbejder blandt andet med FN’s verdensmål, da det er en fælles vedtaget ramme, som alle kan finde sig selv i. På det kommende folkemøde har bureauet et verdensmålstelt, hvor de for en stribe kunder sætter samfundsudfordringer til debat og gennem en involverende digital platform  ”folkelagkagen” beder publikum om at være med til at foretage prioriteringerne.

Lige nu er Charlotte noget af sin tid udlånt til FN’s Global Compact, verdens største frivillige initiativ for virksomheders samfundsansvar og bæredygtighed, hvor hun blandt andet leder udviklingen af en global aktivitetsplatform, der skal sætte sundhed og velvære på virksomhedernes dagsorden som fremtidens bæredygtighedstema.

Charlotte Ersbøll var ansat i Novo Nordisk i 12 år og som Corporate Vice President for virksomhedens Corporate Stakeholder Engagement afdeling var hun ansvarlig for udviklingen af Novo Nordisks globale corporate brand platform – ’Changing Diabetes®’, samt virksomhedens globale Public Affairs, Government Affairs og bæredygtigheds aktiviteter. Med Changing Diabetes® fik Novo Nordisk sat diabetes på den globale dagsorden, og virksomhedens lederskab i den rette kontekst. Før Charlotte kom til Novo, havde hun en række ledende internationale stillinger for nogle af verdens førende PR og kommunikationsbureauer. Hun var blandt andet med til at starte Biosector 2 op i London og var Direktør og europæisk Healthcare Practice Chair for MSL Group i London, samt Skandinavisk Healthcare Practice Chair i Burson-Marsteller i Købehavn med globalt kundeansvar for nogle af bureauets største sundhedskunder. Gennem hele sin karriere har Charlotte arbejdet med at udvikle stærke produkt og virksomhedsbrands med noget på hjerte, samt sætte strategiske samfundsagendaer og mobilisere partnerskaber med en katalytisk effekt.

Lotte Hansen siger om sin partner:

”Charlotte er en af de tungeste profiler i Danmark når det kommer til at gennemføre en omstilling til et aktivistisk brand. Jeg kan kun se med benovelse på den forvandling Novo har lavet de sidste 15 år. Da jeg første gang hørte om virksomheden var der rod i Afrika og det påvirkede mit og mange andres syn på Novo den gang. Men efter Charlotte og hendes teams stædige arbejde er Novo  i dag en global virksomhed der ses på med respekt og deres brand er kanonstærkt om man ser på det med medarbejderøjne, ledelsesbriller eller generelt omdømme”.

Hvad er et aktivistisk brand

Det aktivistiske brand tager sit udgangspunkt i, at organisationen ER sin relation til omverdenen – uanset om man leverer sine ydelser B-B eller B-C . Det aktivistiske brand italesætter samfundets behov på en måde, så organisationen, dens medarbejdere og interessenter kan se deres rolle i at være en del af løsningen. Med en stærk fortælling i ryggen bliver brandet aktiveret i samfundets tjeneste. Det skaber synlig handling bag ordene, tillid og support fra medarbejdere og omverden. Det skaber også omstillingsparathed og innovationskraft.

 

Cookies hjælper os med at forbedre oplevelsen af hjemmesiden. Ved brug af sitet accepterer du vores brug af cookies. Læs mere.
Luk banner
x