HVORDAN FÅR MAN FLERE UNGE TIL AT VÆLGE EN ERHVERVSUDDANNELSE? - Hansen & Ersbøll Agenda

HVORDAN FÅR MAN FLERE UNGE TIL AT VÆLGE EN ERHVERVSUDDANNELSE?

20. december 2017 11:19 Skrevet af Lotte Hansen

Af Lotte Hansen, CEO og Partner, Hansen Ersbøll & Agenda

Mens erhvervslivet har udsigt til en støt stigende mangel på faglærte, vælger færre og færre unge en erhvervsuddannelse. Samtidig er mange unge skoletrætte og hver 4. elev i 8. klasse erklæres ikke-uddannelsesparat. Syv år efter 9. klasse – har hver femte ung stadig ingen uddannelse, ud over Folkeskolen, og er gennemsnitligt droppet ud af to uddannelsesforløb.

Denne triste kendsgerning var udgangspunktet for en af debatterne 7. november ved konferencen GRIB VERDENSMÅLENE! som blev afholdt i Dansk Industri i København. Hansen & Ersbøll Agenda modererede konferencens breakout-session om erhvervsuddannelser og unge – og havde deltaget i planlægningen af denne.

Målet for Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA) er bl.a. at få sat fokus på, hvordan man kan få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Og for første gang er deres medlemmer, virksomhederne, nu klar til at gå ind i klasselokalerne i folkeskolen for at få bugt med en stigende mangel på faglærte unge.

Skolelederne vil gerne samarbejde med erhvervslivet
Op til Folkemødet sidste sommer – etablerede Hansen & Ersbøll Agenda et partnerskab mellem Skolelederforeningen og VFSA. Vi gennemførte en undersøgelse, der skulle tage temperaturen på samarbejdet mellem folkeskolen og erhvervslivet. Rapporten fra undersøgelsen kan ses her.

Undersøgelsen viste, at skolelederne meget gerne vil samarbejde mere med erhvervslivet, men at det skal integreres i undervisningen og ikke blot være et “sodavandsbesøg”. Siden har VFSA’s virksomheder være rundt i landet og besøgt skoler.

Det er der kommet en række anbefalinger ud af, og det var netop disse anbefalinger, der blev drøftet på debatten. Alle var enige om, at vi står overfor et kæmpe problem, og alligevel er det grotesk, at praktik i folkeskolen ikke er et krav, og at der ikke er karaktergivning for nogle håndværksfag.

En i panelet mente, at det var svært… Men altså helt ærligt –  det er da ikke svært for en fagprofessionel at se, hvem der har håndelag for noget, og hvem der ikke har.

Myterne er mange og både folkeskolens karaktersystem og incitamentstruktur er baseret på, at vi alle skal gå den akademiske vej.

I Hansen & Ersbøll Agenda vil vi gerne med ”verdensmålet om uddannelse og lige muligheder” arbejde for, at vi får gjort det attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse. Dels fordi det er værdiskabende og helt afgørende for virksomhederne i disse år at kunne sikre en pipeline af dygtige medarbejdere. Men også fordi vi undrer os over, at vi, i et så homogent land, som vores, deler os op i to grupper mennesker efter folkeskolen, dem med akademisk baggrund og dem uden. Den deraf følgende stigmatisering, rammer så mange mennesker på en tarvelig måde, både den udsatte som har fundet sit lod og den dygtige elev, som alligevel valgte den faglige vej.

Cookies hjælper os med at forbedre oplevelsen af hjemmesiden. Ved brug af sitet accepterer du vores brug af cookies. Læs mere.
Luk banner
x