SE HVAD DU SELV KAN GØRE - Hansen & Ersbøll Agenda

SE HVAD DU SELV KAN GØRE

5. november 2018 15:48 Skrevet af Lone Berning

”Dit bæredygtige Liv” foldede sig ud i en mega-size lejlighed opstillet på Rådhuspladsen fredag 19. oktober med flere tusind besøgende og stor interesse fra danske og internationale medier. Målet med aktiviteten var at vise både Københavnere og regeringens P4G Topmødegæster, hvad de selv kan gøre for at gøre Verdensmål til Hverdagsmål.

Hvordan får man et Verdensmåls-topmøde til at blive relevant i forhold til et lands borgere?

Og hvordan får man et lands borgere samt internationale topmøde-gæster til at få øjnene op for, hvad de selv kan gøre for at gøre Verdensmål til Hverdagsmål?

Det var den opgave, Udenrigsministeriet i foråret 2018 bad Hansen & Ersbøll Agenda om at udvikle en løsning til.

”I takt med at flere og flere mennesker søger til byerne for at skabe et bedre liv for dem selv og deres familier, er byen og dens borgere både blevet en del af problemet og en del af løsningen. Vi ville gerne vise, at løsningerne er til stede – både på den store skala og i hverdagen, og at bæredygtighed også kan forenes med det gode liv. Derfor blev svaret på Udenrigsministeriets udfordring at bygge en bæredygtig bylejlighed på Rådhuspladsen,” fortæller partner Lotte Hansen, Hansen & Ersbøll Agenda.

For at sikre aktivering blev borgere og topmødegæster inviteret på en rundtur i lejligheden, hvor de i hvert rum kunne se, høre, føle og på anden vis opleve – hvordan man helt konkret kan spare på eks. vand og energi, undgå madspild og nedbringe sit tøjforbrug. Med en beregner-app, som Rambøll havde udviklet – kunne man vise, at det nytter noget, også det du selv gør. På den måde blev app’en til et vigtigt empowerment-værktøj.

”Verdensmålene tegner en fremtid, som betyder, at vi skal behandle vores klode bedre, så vi kan give den videre til vores børn og børnebørn på en måde, vi kan være stolte over. Mange spørger fortsat hvad har Verdensmålene med mig at gøre? De har ALT med dig at gøre! Det er nemlig jer, der skal være med til at definere, hvordan Verdensmålene skal blive til virkelighed,” sagde Finansminister Kristian Jensen til publikum, da han foretog den officielle åbning af ”Dit bæredygtige hjem” på Rådhuspladsen.

Overborgmester Frank Jensen sagde i en pressemeddelelse ifm åbningen af lejligheden på Rådhuspladsen:

”Der er brug for, at alle bidrager til en mere grøn og bæredygtig verden. Det gælder både virksomheder, politikere og borgere. Jeg er derfor glad for, at aktiviteterne på Københavns Rådhusplads under P4G-topmødet, hvor man kan blive klogere på, hvordan man selv kan handle mere bæredygtigt i hverdagen.”

 Unge, studerende som værter og guider for topmødegæsterne

På topmødet deltog regeringsrepræsentanter fra Sydkorea, Kina, Bangladesh, Vietnam, Chile og Etiopien med deres delegationer, repræsentanter fra FN samt en række CEOs fra nogle af verdens største virksomheder.

Da topmøde-konferencen afsluttede om fredagen ved 17-tiden blev de 350 topmødegæster transporteret til P4G Side Eventen på Rådhuspladsen, hvor de blev modtaget af de unge studerende, som forinden var blevet trænet til at guide gæsterne rundt i lejligheden.

Hele dagen deltog 70 danske og internationale studerende dels med et mini-climathon i lejligheden og dels som room guides og værter. Denne mulighed blev til i et tæt partnerskab med DTU Skylab og Young Academics. Også Climate KIC-Nordic bidrog til aktiveringen på Rådhuspladsen.

Kernepartnere med noget på hjerte

Aktiveringen på Rådhuspladsen foregik i et tæt samarbejde med Københavns Kommune, Gehl Artitechts og en lang række partnere og sponsorer. Gehl designede på meget kort tid de fysiske rammer for ”Dit bæredygtige Liv” installationen på Rådhuspladsen.

Dansk Industri har udvalgt Gehl blandt 20 danske virksomhed til at arbejde med Verdensmålene og vise hvordan de kan bidrage til innovation, vækst og eksport. Derfor var arbejdet med installationen på Rådhuspladsen en tydelig markering af disse arkitekters passion for at skabe rammerne for levende og bæredygtige byer til mennesker.

”Gehl arbejder med at skabe bæredygtige byer i verden og vi er gennem dette arbejde i kontakt med beslutningstagerne og borgere om, hvordan man kan gøre hverdagen i byer bedre. Ofte opleves det, som en meget stor distance mellem det, vi fra den fagligt professionel side planlægger og hvordan folk bruger og lever i hverdagsbyen. Vi har derfor været utroligt glade for at bidrage med designet af de fysiske rammer for ”Dit bæredygtige Liv” installationen på Rådhuspladsen, fordi den netop rækker ud og inviterer indenfor til dialog mellem forbipasserende, aktivister, forskere, virksomheder og politikere. Kun gennem dialog og samarbejde kan vi løfte de enorme udfordringer vi står overfor sammen,” siger partner Camilla van Deurs, Gehl Arcitechts.

”Rockwool har sammen med Realdania været hovedsponsor og vi er så taknemmelige for, at Rockwool var klar fra start. Det var med til at presse os til at gå den ekstra mil, det krævede for at få projektet op at stå,” påpeger Lotte Hansen.

Ud over Rockwool – støttede også Danfoss og Carlsberg aktiveringen økonomisk – og MTHøjgaard sikrede, at lejligheden blev bygget i rekordfart og sat op på Rådhuspladsen.

Stor interesse fra danske toppolitikere og medier

Ud over Finansminister Kristian Jensen bidrog også P4G aktiveringens kernepartnere ved den officielle åbning af installationen på Rådhuspladsen: Adm. direktør Jesper Nygaard, Realdania, Partner Camilla van Deurs Gehl, CEO Jens Birgersson Rockwool.

Kristian Jensen, Jens Birgersson og Jesper Nygaard tog en lang Tour det Chambre og fik talt med alle aktørerne. Det samme store engagement udviste Udviklingsminister Ulla Tørnæs, da hun besøgte lejligheden senere på dagen.

Statsministeriet har i hele forløbet været meget interesserede i P4G installationen på Rådhuspladsen og da statsminister Lars Løkke Rasmussen gik rundt med TV2 – fortalte han i hvert af lejlighedens rum, hvordan han selv har lagt vanerne om. Lars Løkkes tip til at undgå madspild er f.eks. at købe et mindre køleskab.

Interessen fra medierne var stor. TV2 News var på Rådhuspladsen hele dagen, TV2 Lorry og DR1 lavede nyhedsindslag – ligesom en lang række af landets andre store medier samt internationale medier rapporterede fra aktiveringen på Rådhuspladsen.

P4G aktiveringen 19. oktober sluttede med networking-event for 600 topmødegæster og særligt inviterede danske gæster på Rådhuset med Overborgmester Frank Jensen, som vært.

Se udpluk fra mediedækningen her:

Politiken

TV2 Lorry

Regeringen/twitter

Se billederne fra Dit bæredygtige hjem på Rådhuspladsen 19.10. – her

Cookies hjælper os med at forbedre oplevelsen af hjemmesiden. Ved brug af sitet accepterer du vores brug af cookies. Læs mere.
Luk banner
x