FOLKEMØDET PÅ UDSTILLING - Hansen & Ersbøll Agenda

FOLKEMØDET PÅ UDSTILLING

14. juni 2016 12:08 Ingen kommentarer 0

Den store sal på H.C. Andersen Slottet var dækket op med rødternede duge og margueritter i fuldt flor, da dørene åbnede for Mini-Folkemøde. Både høj og lav fra danske NGO’er, virksomheder og foreninger stod klar, til at give de mange tusinde internationale Women Deliver gæster en smag på det danske demokrati.

Der opstod hurtigt en Beijing-lignende trængsel af de mange mennesker, der strømmede ind i salen. Det rungede af babygrin fra mødregruppen, af flyers der gik fra hånd til hånd og af de mange passionerede folk, der talte om projekter og mål for deres foreninger og organisationer.

”Jeg er glad og stolt over, at så mange danske organisationer har påtaget sig at vise de mere end 5500 gæster, der besøger Danmark, hvad ligestilling betyder for det danske samfund. Ligestilling er jo en dansk styrkeposition, vi stiller til rådighed for resten af verden. Kvinderne på arbejdsmarkedet. Åbenhed om og adgang til prævention. Lige adgang til sport og fritid. Ligestilling er vigtigt, fordi – ud over at være rigtigt – så har verden brug for kvindernes bidrag på arbejdsmarkedet og til at sikre vækst og bæredygtig udvikling. Ligestilling gavner med andre ord alle,” sagde aftenens første tale Udenrigsminister Kristian Jensen.

Mini-Folkemødet fik også royalt besøg af H.K.H Kronprinsesse Mary, der kom for at møde alle de danske deltagere og de mange internationale Women Deliver gæster. I selskab med Kristian Jensen og Lotte Hansen gik hun hele salen rundt og fik badges fra kvindernes stemmeret i 1915, mødte barnebruden Jalila Sadik og fik en snak med repræsentanterne fra den amerikanske, engelske og australske ambassade i København.

Kvinder på arbejdsmarkedet kickstartede velfærdsstaten

Flere af de danske folketingspolitikere lagde vejen forbi Mini-Folkemødet. Ikke mindst Mette Gjerskov der gennem halvandet år, har bakket op om Women Deliver projektet og sikret det en fin forankring i Folketingets udvalg. Mette Gjerskov greb som en af aftenens talere mikrofonen og takkede alle for deltagelse, og understregede, hvor vigtigt fokus på kvinder er både herhjemme og i den store verden.

Leder for FN’s Generalforsamling, Mogens Lykketoft, gik til scenen som aftenens næste taler og slog endnu et slag for ligestillingen herhjemme og i resten af verden. Han understregede, at bevægelsen der i sin tid fik kvinderne på arbejdsmarkedet har været nøglen til den danske velfærdsstat vi har i dag.

Kvinden bag roret for Women Deliver konferencen, Katja Iversen, deltog også i Mini-Folkemødet og fik et hugende bifald da hun gik på scenen og sagde:

”Det er første gang vi har set et land mobilisere på denne måde omkring en Women Deliver konference og piger og kvinders sundhed og rettigheder. Det er fantastisk, og jeg er sikker på at det vil inspirere både de internationale gæster og danskerne.”

I dag er vi alle feminister

Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune har sat fokus på Women Deliver konferencens budskab om kvinders rettigheder ved at uddanne 30 syvende klasses-elever til Youth Deliver Ambassadører, til at repræsentere Danmarks unge demokratiske stemmer.

Youth Deliver Ambassadørerne holdte ”Dialog på slottet” sideløbende med Mini-Folkemødet for at vise, hvordan det danske ungdomsdemokrati fungerer. To af de unge Youth Deliver ambassadører gik også til scenen og holdte en tale, der satte fokus på, hvilke muligheder man som barn og ung har for at kæmpe for ligestilling i hele verden.

Bertel Haarder holdte aftenens sidste tale og sluttede hele arrangementet af, med hans signatur Women Deliver Statement:

”i dag er vi alle feminister”.

Her hos Hansen Agenda kunne vi ikke være mere enige, og vi glæder os til at være en del af den nye kvindebevægelse fremadrettet!

0

Cookies hjælper os med at forbedre oplevelsen af hjemmesiden. Ved brug af sitet accepterer du vores brug af cookies. Læs mere.
Luk banner
x