Hansen Agenda er med, når 20.000 kræfteksperter mødes i København - Hansen & Ersbøll Agenda

Hansen Agenda er med, når 20.000 kræfteksperter mødes i København

7. oktober 2016 11:42 Ingen kommentarer 0

Europas største kræft-kongres ESMO bliver afholdt i disse dage i København. Hansen Agenda er valgt som officiel kommunikationspartner og stod i går for et kick off arrangement, hvor blandt andet Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary deltog.

 

”Danmark er med den danske kræftbehandlingsmodel blevet et af de førende lande i verden indenfor kræftbehandling og kræftforskning”.

Det slog præsidenten for den internationale kræftkongres ESMO, Fortunato Ciardiello fast i går eftermiddag på Rigshospitalet, hvor Hansen Agenda stod for et kick off arrangement i forbindelse med åbningen af kongressen, der foregår fra den 7.-11. oktober i København.

Hansen Agenda har i den seneste tid arbejdet med at samle de vigtigste partnere inden for kræftområdet i Danmark med det formål at udbrede kendskabet i resten af verden til den danske kræftbehandlingsmodel. Partnerskabet består af Danske Regioner, Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Dansk Selskab for klinisk onkologi og Copenhagen Science City, som alle i går deltog ved kick off’en på Rigshospitalet.

Den danske model
Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden, satte ved kick off arrangementet i går ord på, hvad der gør den danske model unik:

”Den danske model indeholder blandt andet planlægning af specialer på hospitalerne, stor patientinvolvering, indsatser indenfor forskning og større fokus på hurtig behandling. Alt dette kan kun lade sig gøre, fordi politikere, hospitaler, patientorganisationer, forskere og erhvervslivet arbejder så tæt sammen om at løse opgaven i kampen mod kræft,” sagde Sophie Hæstorp Andersen.
Netop fordi Danmark har gjort sig bemærket ved at dele viden, der kan sikre bedre kræftbehandlinger og bedre forhold for kræftpatienter, har ESMO kongressen, hvor 20.000 af verdens dygtigste kræfteksperter fra i alt 130 lande samles i Bella Centret, valgt Danmark som værtsland.

”Danmark har mange erfaringer i udveksling af viden, I har opbygget et stort og vigtigt cancerregister, og I har stor fokus på kontakten til patienterne. Det har gjort jer førende inden for kræftforskning- og behandling, så derfor er det naturligt for ESMO at gratulere Danmark ved at lægge kongressen her,” sagde præsidenten Fortunato Ciardiello.

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary sad på forreste række under talerne og lyttede interesseret. Og under spørgetiden spurgte hun panelet, hvilken rolle industrien har under ESMO kongressen.

”Det er et rigtig godt spørgsmål,” sagde præsidenten for Esmo.

”Der er ingen tvivl om, at forskere og læger altid har industrien i en armlængde, fordi det er umådeligt vigtigt, at forskning og behandling ikke påvirkes af særlige kommercielle interesser. På den anden side er vi afhængige af industrien, fordi det er dem, der udvikler medicinen. Men på kongressen har industrien kun adgang til et begrænset antal oplæg og sessions,” slog han fast.

Læs om den danske model for kræftbehandling og forebyggelse

0

Cookies hjælper os med at forbedre oplevelsen af hjemmesiden. Ved brug af sitet accepterer du vores brug af cookies. Læs mere.
Luk banner
x