214 byggefirmaer er gået konkurs inden for to måneder, hørte vi i Radioavisen forrige søndag. I Dansk Industri (DI) er de overraskede, fortalte deres lokale repræsentant. Nå jamen, det er da storartet. Har vi ikke brancheforeninger til netop at kunne forudse, hvordan alvorlige skift i råvarepriser og rammebetingelser påvirker deres medlemmers mulighed for overlevelse?
Lige nu er der Ukraine-krisen, og der er blandt andet blevet hamstret stål. For et år siden var der en coronaprop i havnesystemerne, og lige nu eksploderer energipriserne. Det virker som om, at DI og andre opfatter alle ulykker som enkeltbegivenheder, og at de løses ved nogle gode force majeure elementer i kontrakten.
Problemet er reelt nok, idet der indgås nogle aftaler på et tidspunkt, hvor priserne er anderledes, og nu hænger den enkelte virksomhed på konsekvensen af deres egen tilbudsgivning. Det er faktisk synd for ham eller hende, der løber risikoen. Som selvstændig gennem 12 år fik jeg ret ondt af ham fra byggefirmaet i Sønderjylland – det er på en måde ikke fair. Måske er problemet ikke kun kontrakters løbetid, måske er hele tænkningen skæv?
Hvad med, at brancheforeningerne lægger deres konjunkturanalyser og fremskrivninger fra sig øjeblik og kigger ud ad vinduet?
Den tørke vi oplevet lige nu i Europa har fødevare- og klimaforskerne forudsat i mere end 10 år, og allerede dengang sagde de til de få, der gad lytte, at det det betyder, at befolkningsgrupper i Europa ikke får råd til ordentlig mad. Store befolkningsgrupper vil alene pga. prisstigninger på mad kunne forudse boom i livsstilssygdomme. Det får betydning for stort set alle fødevarepriser. Og det stopper ikke med Ukraine-krisen.
Prøv også at se lidt længere ud i verden hele geopolitikken ændrer lige nu igen virksomhedernes rammebetingelser. Kig til Kina; de har netop sagt, at de efter besøget fra Pelosi ikke længere vil stå ved den klimaaftale, de har indgået med os alle sammen. Rusland lukkede for gassen, og nu lukker Tyskland for varmen i alle offentlige svømmehaller og sætter mere fut i kulværkerne, og den yderste konsekvens kan blive, at flere tyske virksomheder tvangslukkes.
I den nye verdensorden hører klimapolitik og geopolitik sammen med de helt nære rammebetingelser for en lille dansk virksomhed.
Get on the track
Klimakrisen løses ikke blot ved, at vi alle udfylder et ESG-overblik og et klimakompas, samt skruer ned for varmen. Jo, vi bliver kortvarigt klimadukse, men taberne bliver stadig de danske virksomheder, der for sent opdagede, at de skal agere samtidigt på geopolitik, klimaudfordringer og et fra nu af kun øget pres på råvareleverancer.
Vi bliver nødt til at sadle mere fundamentalt om i den måde, vi producerer og efterspørger varer på. Lige nu er mange fokuserede på det, der hedder scope 1 og 2, altså virksomhederne indenlandske energibelastning, det er jo en god start, og stor respekt til EU, som har sat sig forrest for at få ensrettet taksonomi, så efterspørgslen kan ske på lige vilkår.
Men udelukkende at se på det danske energiforbrug batter jo som at tisse i bukserne i snevejr, det luner kun kort. Brancheforeningerne burde bruge alle deres penge og kræfter på at gøre deres medlemmer ægte agile overfor klimaudfordringen. For, hvis de får løst den, så gøres deres medlemmer også langt mere robuste overfor geopolitiske udfordringer og propper i leverandørkæderne.
Og til alle jer der sidder i bestyrelsen for danske virksomheder, I skal også lægge konjunkturanalysen delvist i skuffen og lade være med at sætte hele jeres lid til C02-regnskabet.
I skal kræve af virksomheden, at de kigger ud ad vinduet og skaber sig et langt mere bredspektret billede af, hvilke trusler og muligheder virksomheden står overfor, og så skal I sikre, at jeres virksomhed har en strategi, så de kan navigere i denne nye verdensorden.
Danmark har med sit stærke bæredygtige renommé alle muligheder for at være forrest, men flertallet af danske virksomheder er ikke i nærheden af at være on track.
Læs hele Lottes debatindlæg i Børsen her