Netværk skal udbrede dansk støtte til kvinder - Hansen & Ersbøll Agenda

Netværk skal udbrede dansk støtte til kvinder

Stærke NGO’er og Dansk Industri har sammen med Hansen Agenda netop vundet opgaven om at give kvinders sundhed og rettigheder opmærksomhed i Danmark og give 5000 internationale gæster en varm velkomst, når de kommer til København i anledning af den internationale Women Deliver konference i maj 2016.

Når målet er at sikre udvikling i et land, så bruger man i virkeligheden penge klogest, hvis man investerer i kvinder. Det er solidt bevist og kort sagt også idéen bag den globale konference Women Deliver, der kommer til Danmark i maj 2016. En stærk koordineret indsats vil op til og under konferencen sikre, at befolkningen og danske virksomheder, organisationer og institutioner involveres i at sætte fokus på Danmarks stærke indsats for kvinders rettigheder.

Konsortiet, der er valgt til at involvere danske organisationer og virksomheder, består af Hansen Agenda, Sex & Samfund, Verdens Bedste Nyheder, KVINFO, Dansk Industri, Globalt Fokus og Konstellation. Konsortiet er sammensat og valgt på baggrund af deres i forvejen brede og folkeligt forankrede sammensætning og en metode, der er særligt udviklet til at skabe netværk og partnerskaber. Via en open source tilgang vil konsortiet invitere virksomheder, brancheorganisationer, skoler, kulturinstitutioner og den brede befolkning til at udbrede kendskabet til konferencens emner og sige velkommen til de internationale gæster og vise Danmarks stærke rolle i udviklingsarbejdet i verden og inden for kvinders sundhed og rettigheder i Danmark.

Forventninger og glæde i top over hele linjen
Det glæder mig, at det nu er besluttet, hvem der skal samle og koordinere de danske aktiviteter i forbindelse med Women Deliver konferencen i København. Jeg har mærket en enorm interesse fra de danske organisationer og institutioner, der ønsker at være med til at gøre mødet i København til en festlig, medrivende og oplysende begivenhed, hvor vi kan arbejde for at fremme kvinders rettigheder og sundhed gennem dialog med deltagere fra hele verden”, siger Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

Lotte Hansen, Projektchef for konsortiet og Adm. Direktør i Hansen Agenda siger hertil: ”Vi er alle i konsortiet mega stolte over, at vi via strategiske partnerskaber skal sikre involvering og opbakning til dansk udviklingsarbejde med fokus på kvinder. Kvinders elendige status og rettigheder i mange udviklingslande er den største blokering for fremskridt, alene det manglede fokus på deres sundhed gør, at 800 kvinder hver dag dør af komplikationer i graviditet og fødsel, og millioner får varige skader. Vi har derfor udviklet en open source model, hvor vi vil forsøge at skabe opbakning fra både interesserede borgere og brancheorganisationer, virksomheder, institutioner, kommuner og NGO’er.

Den store danske opbakning er fantastisk, og de flotte planer for involveringen af danskerne i diskussioner om, hvad det betyder for et samfund, når man investerer i piger og kvinders sundhed og rettigheder, er et eksempel verden kan lære af,” siger Katja Iversen, Direktør i Women Deliver. ”Dansk ulandsbistand har støttet disse emner gennem årtier med store resultater, og det kan man som dansker være stolt af.

Den 16. juni 2015 inviteres alle interesserede til at deltage i et lanceringsevent, som afholdes i Sex & Samfund, Lergravsvej 59, 2. sal., 2300 København S. Her vil det være muligt at få information om, hvordan man kan engagere og involvere sig i udbredelsen og møde centrale repræsentanter fra konsortiet og ministeriet.

Fakta

  • Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen annoncerede i august 2014, at Danmark var blevet udvalgt til at være værtsland for den internationale Women Deliver konference, der finder sted i maj 2016. I forlængelse heraf blev det besluttet at etablere en enhed til at forestå kommunikation, netværksdannelse og koordination af danske aktiviteter relateret til konferencen. Ministeren har også etableret en støttekomite bestående af personer fra ledende danske NGO’er, brancheorganisationer, virksomheder og netværk.

  • Women Deliver konferencen, bliver afholdt i Bella Centeret 16.-19. maj 2016. Konferencen vil samle 5-6000 deltagere fra 150 lande til en diskussion af, hvordan man accellererer indsatsen for kvinders sundhed og rettigheder. Op imod 2000 organisationer vil være involveret, og der vil være deltagelse af FN-organisationer, samt ministre og folkevalgte fra mere end 25 nationer.

  • Frem til maj 2016 vil der blive sat fokus på emnerne i danske medier og af danske virksomheder og institutioner og flere aktiviteter er allerede ved at blive planlagt.

På nedenstående links kan du læse, hvad andre medier skriver om det forestående arrangement og netværket:

– Utraditionelt konsortium vinder udbud om kæmpe konference

– Klogt at investere i kvinder

– Ny type netværk skal fortælle om Danmarks globale indsats for kvinder

– Netværk skral udbrede dansk støtte til kvinder

For yderligere oplysninger kontakt:

Christian Hørdum Andersen, projektkoordinator, +45 28222550, christian@heagenda.dk

0

Cookies hjælper os med at forbedre oplevelsen af hjemmesiden. Ved brug af sitet accepterer du vores brug af cookies. Læs mere.
Luk banner
x