Brud med platformshierarkiet - Hansen & Ersbøll Agenda

Brud med platformshierarkiet

9. september 2014 9:55 Ingen kommentarer 0

De sociale medier er en del af en 6-sporet PR-motorvej, hvor budskabet bestemmer banen.

Kør med. Sociale medier og den digitale virkelighed har ændret parametrene for, hvad der er værdiskabende for vores kunder. Nu er alle kanaler lige gode. Et trivielt, men også radikalt skift, siger Lotte Hansen, som i dag lancerer nyt website og et nyt greb på PR i sin virksomhed Hansen Agenda.

En gang, for kort tid siden, var det fineste der kunne ske for en PR-medarbejder, at få en kritisk og fagligt stærk journalist til at fatte interesse for sin sag og skrive fair om den. Sådan er det stadigvæk nogle gange. Men andre gange kan en delt post på Facebook være meget mere værd for kunden.

”Den hierarkiske forskel på digitale kanaler og traditionelle medier findes ikke længere, derfor skal vi som klassiske PR-bureauer integrere digitale løsninger i alt, hvad vi laver. Det er budskabet, der bestemmer formen. At de sociale medier i den grad påvirker den måde vi kommunikerer på og den sårbarhed og transparens, man udsætter sig selv for på godt og ondt kræver selvsagt indsigt i de nye muligheder og farer ” siger Lotte Hansen, adm. direktør i Hansen Agenda. Hendes frygt er dog, at en ny platform skaber et nyt sprog og værst måske en ny fortælling.

Og tilføjer: ”Nogle vil måske opfatte det som en triviel iagttagelse, men nogle gange skal et metodeskifte ske mere radikalt i en firmapolitik end at udlicitere problemet til en social medieekspert uden den samlede strategiske tilgang. Vi har jo heller ikke ansatte med speciale i at bruge telefonen, for nu at sætte det lidt firkantet op.”

Online/offline skelnen giver ikke længere mening

Det var efter et researchbesøg af forsker Henrik Merkelsen fra universitetet i Lund, at der for alvor blev sat ord på ændringen i bureauets tilgang. Om årsagen til sit forskningsprojekt, siger Henrik Merkelsen:

”De sociale medier har nogle implikationer for, hvordan samfundsdialogen foregår og på PR-bureauerne er nogle nødt til at være i frontlinjen. De skal jo rådgive kunderne om de spørgsmål. PR-bureauerne er blandt de første der ser det nye og skaber muligheder og potentialer, men de er jo ikke blot neutrale iagttagere.”

Henrik Merkelsen tilføjer, at det er vigtigt ikke at gøre sin tilstedeværelse på nettet til noget særligt: ”Det giver ikke mening at have en teknisk tilgang eller en særlig plan for sin tilstedeværelse, vi er alle sammen online/offline og i stigende grad flyder de to ting sammen. I den tidlige internet-alder gav det måske mening med hjælp til det nye medie, men man kan eksempel ikke længere tale om ’online reputation’ som en særlig dimension af et omdømme,” afslutter han.

Brancheglidning

Lotte Hansen advarer mod en brancheglidning og mener, at PR branchen skal holde fast i at den er leverandør af indhold:
”Vi PR folk er content managers, men vi er i en overgangsperiode hvor PR-folk stadig ser facebook og andre sociale medier som en lidt separat del af content. Det overlader vi ofte til digitale eksperter, men det bør vi ikke. De kan så meget andet, vi ikke kan.”

 

  • Hansen Agenda er et kommunikationsbureau i København med otte medarbejdere, der løser alle slags kommunikationsopgaver herunder PR og Public Affairs for private og offentlige kunder. Bureauet blev stiftet i september 2010 og ejes af adm. dir. Lotte Hansen. Firmaet bor sammen med det digitale bureau Konstellation.
  • Henrik Merkelsen er lektor i strategisk kommunikation på Lund Universitet. Hans undersøgelse er en del af forskningsprojektet: New Media and Modern Democracy med fokus på PR-branchens anvendelse af nye medier.

0

Cookies hjælper os med at forbedre oplevelsen af hjemmesiden. Ved brug af sitet accepterer du vores brug af cookies. Læs mere.
Luk banner
x