Hvis Danmark skal være en førende klimanation, må politikerne sætte ind der, hvor marked og forbrugeradfærd halter.
Det politiske klimalandskab er i bedring, men vi har stadig store sorte politiske klimahuller. Og efterårets klimaskat risikerer at splitte danskerne.
Det er på mange måder glædeligt, at erkendelsen af, at vi har et alvorligt problem, nu endelig er til stede i de fleste partier. Det blev tydeligt under partilederdebatten på DR dagen før grundlovsdag. Særligt LA, som alt for længe har været fodslæbende på dette spørgsmål, var både under og lige efter debatten anerkendende og kom med konstruktive forslag til en CO₂-afgift. Søren Pape Poulsen havde også langt om længe ladet sin klimaskepsis blive hjemme.
Til gengæld hentede Morten Messerschmidt og Inger Støjberg alle de stykker valgflæsk, der overhovedet kan sidde på en flæskesteg til ti kroner kiloet. Deres anerkendelse af, hvor travlt vi har, var ikke til stede. Med deres omfavnelse af de danske vognmænd, der strejkede for en lille måned siden, fik vi et vink med en hel del vognstænger om, hvordan det kommer til at gå, når efterårets klimaskat skal forhandles.
Lige så meget ret de har til deres position, lige så vigtigt er det, at journalister, der interviewer om klimaspørgsmålet, har en stærk databaseret viden. For ellers går der sølvpapirhat i klimaet, og det er der ikke nogen grund til; der er masser af evidens.
Det duer heller ikke, at journalister til efteråret bliver mikrofonholdere for en så lille del af den politiske felt, så det giver indtryk af, at vi har med to ligeværdige positioner at gøre. Det har vi ikke og det er journalistisk opportunisme at lægger spalter til et godt klimaslagsmål bare for at gå gang i gaden. Hvis de gør det, så bliver de medvirkende til, at vi får franske tilstande a la De Gule Veste. Vi skal heller ikke have tyske tilstande, hvor De Grønnes leder, klima- og økonomiminister Robert Habeck, er i modvind med sin akutklimaplan, hvor private boligejere frygter for krav om egenbetaling af grøn varmeforsyning. Heldigvis har vi på forsyningsområdet haft visionære politikere.
På venstrefløjen kan særligt Alternativet ikke stå for fristelsen om at gøre klimakamp til klassekamp. Men vi redder ikke klimaet ved at arbejde 30 timer om ugen og få store bededag tilbage. Partiet skulle hellere stå langt skarpere på kravet om en forbrugsbaseret CO₂-afgift. Selvom der næppe er mange traditionelle landmænd i Alternativets vælgerskare, så ville forbrugsbaserede CO₂-krav sætte lys på eksempelvis byggebranchen, som er en endnu større klimasynder end landbruget.
En ny undersøgelse viser det, vi andre har skrevet og prædiket om i årevis nu: Danske forbrugere er nogle af verdens største klimasyndere. Få nu vores personlige, statens og virksomhedernes CO₂-forbrug (kaldes scope 3) ind i klimadebatten, så kan vi derfra tale om, hvorvidt vi har modet til også her at blive klimaforløber. Lige nu er vores forbrug sort og pinligt.
Lotte Hansen er partner i Hansen & Ersbøll Agenda
Læs hele klummen her