Lotte Hansen i Berlingske: “Fra i år kan du godt vænne dig til at Kulstoftabellen bliver det nye sort”

Lotte Hansen i Berlingske: “Fra i år kan du godt vænne dig til at Kulstoftabellen bliver det nye sort” Lotte Hansen i Berlingske: “Fra i år kan du godt vænne dig til at Kulstoftabellen bliver det nye sort”

Verdensmål:

  • All Goals

Læs Lottes klumme i Berlingske om, hvorfor du skal begynde at måle på din CO2.

Hvad kan du regne ud i hovedet? De fleste kan regne i kroner og øre.
 
Mange af os tror, at vi kan regne kalorier ud, men snyder ofte os selv på vægten. Personligt har jeg eksempelvis vedtaget, at hjemmebag aldrig tæller med. I 00erne lærte vi at regne i fastrente kontra fleksrente, og ønsker om ‘ afdragsfrihed’ fungerede som optændingsord foran Webergrillerne.
 
Men nu skal vi til at kunne regne ud, hvordan vores adfærd hænger sammen med et overtræk på Jordens ressourcer.

“Der kommer så meget bæredygtigt bullshit disse år, så vi har alle brug for at få terpet tabellen for ikke at få ‘greenwashed’ vores hjerner af alle de nye klimaprofeter med selvgode tiltag, der ikke batter. Med skatten kommer der ensartethed og fakta på bordet.”

Hansen og Ersbøll agenda strategisk rådgivning bæredygtighed

Fra i år kan du godt vænne dig til, at kulstoftabellen bliver det nye sort. Allerede om en god måneds tid giver regeringens eksperter er bud på, hvordan statsministerens varslede CO2-skat kan regnes ud.

 

Skatte-, finans-, og klimaministeren kommer dernæst med et lovforslag om den skat, som alle danske virksomheder skal betale måske allerede næste år.

 

Det bliver et hedt forår at finde ud af, hvem der skal betale mest, og alle brancheorganisationer kæmper for deres medlemmer.

 

Da skatten handler om, hvor meget CO2 den enkelte virksomhed udleder, så ser det sortest ud for dem, der skruer varmen på over 150 grader i deres produktion. Det gælder eksempelvis cementfabrikker, teglværker, færger osv., osv.

 

Rammer det så dig og mig i vores hverdag? Det gør det jo alt efter størrelsen og afgiftslettelserne. Skatten lærer forhåbentligt os alle at regne i kulstof: Skal jeg få et tag af træ i stedet for tegl? Kan det ‘ betale sig’ at tage færgen? Eller flyveren? Jeg skulle hilse fra cockpittet og sige, at den der ‘ grønne’ flybenzin er der ikke helt endnu, selvom der er massive investeringer og udvikling i gang.

 

Da skatten kun gælder for det, der produceres i Danmark, så rammer den ikke al den varme, der fiser ud af skorstenen i Kina for at producere mit køleskab.

 

Er det så ikke snyd? Jo, og jo før der lægges skat på CO2 i hele leverandørkæden jo bedre. Men det er mere snyd for os alle, hvis ingen gør noget. Og lige nu bliver Bredgade skybrudsikret på grund af klimaforandringer. Så det er da klart, at også vores dronning synes, det kommer tæt på.

 

Der kommer så meget bæredygtigt bullshit disse år, så vi har alle brug for at få terpet tabellen for ikke at få ‘greenwashed’ vores hjerner af alle de nye klimaprofeter med selvgode tiltag, der ikke batter. Med skatten kommer der ensartethed og fakta på bordet.

 

Denne skat kommer til at hjælpe de danske virksomheder, når EU til sommer kommer med sin kulstoftabel: »Taxonomien«. Og dem, der arbejder med reduktioner, vil også stå stærkere hos investorerne, når der senere i år kommer regler for offentlige indkøb med fokus på CO2-reduktion.

 

Mange i landbruget synes, at Danish Crowns Jais Valeur begik harakiri, da han kaldte oksekød for luksusvare som champagne, men han er i gang med at omsætte kulstoftabellen til forretning.

 

For selvom landbruget har et år mere til at vænne sig til det de nye tider, så har hans tidligere opponenter som daværende fødevareminister Dan Jørgensen nu som klimaminister med skatten givet Valeur den oprejsning, han fortjener for det citat. Og til dem, der vedbliver at kalde folk som mig klimaaktivister, vil jeg bare sige: Snup et stykke hjemmebag og en regnemaskine.

Se Lottes klumme i Berlingske