Niels Ploug bliver Associate Partner, ESG data & strategi i Hansen & Ersbøll Agenda

Niels Ploug bliver Associate Partner, ESG data & strategi i Hansen & Ersbøll Agenda Niels Ploug bliver Associate Partner, ESG data & strategi i Hansen & Ersbøll Agenda

Verdensmål:

  • All Goals

Hansen & Ersbøll Agenda ansætter Niels Ploug som Associate Partner, ESG data & strategi, det sker for at styrke virksomhedens position, som strategisk sparringspartner, når det gælder databaseret bæredygtig omstilling.

Med ansættelsen styrker virksomheden sin position som ledende rådgiver inden for bæredygtig rådgivning og strategi. Samtidig vil virksomheden kunne gå ind sammen med kunder og samarbejdspartnere og udvikle indikatorer og rådgive i forhold til hvordan ESG-data benyttes til forandring.

På vegne af partnerne Charlotte Ersbøll og Lotte Hansen udtaler CEO Lotte Hansen:

”Jeg kan ikke forestille mig nogen stærkere oprustning end Niels Ploug i forhold til de mål vi har sat os. Niels er udover at været et ualmindeligt begavet og behageligt menneske, måske den dansker, der ved mest om hvordan vi bedst sikrer, at data understøtter strategi  og ikke omvendt. At han har valgt at gå med os ser jeg som en anerkendelse af vores benhårde og kompromisløse tilgang til at vi vil kombinere forretning og forandring. Vi gider ikke hjælpe kunder med at pynte eller snyde på vægten, vi ønsker at en bæredygtig omstilling bliver databaseret og vi ønsker at data anvendes til omstilling og skalering. Nu har vi den dansker ombord, der i går var med til at datafastsætte hele klodens bæredygtige rejse. I morgen kommer han til at datafastsætte de målbare forandringer vi og vores kunder skal arbejder efter.”

 

Niels Ploug vil som en del af stillingen lede virksomhedens voksende medarbejderstab. Han starter 1. januar.

Han udtaler:

”Jeg glæder mig helt vildt til at begynde arbejdet i Hansen & Ersbøll. Virksomheden har gennem de senere år udviklet et utroligt spændende værktøj, så både små og store virksomheder kan arbejde med markedets og myndighedernes krav til bæredygtighedsrapportering som en del af deres strategiske udvikling. Jeg ser frem til at være med til at udvikle og implementere det i en lang række virksomheder og organisationer. At understøtte en strategi for den bæredygtige udvikling – socialt, ledelses- og miljømæssigt – som er så afgørende for enhver virksomhed, for det danske samfund og for hele verden. Det er noget af det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig.”

Niels Ploug er cand.polit. fra Københavns Universitet.

Han har en omfattende ledelseserfaring og har arbejdet med data og bæredygtighed gennem mange år. Han kommer til Hansen & Ersbøll Agenda fra en stilling som Direktør for Personstatistik i Danmarks Statistik. Her har han haft ansvaret for, og har været meget engageret i arbejdet med data til indikatorer for FNs verdensmål og 2030-panelets Vores Mål samt globalt i FNs arbejde med verdensmål og data. Han underviser økonomistuderende på Københavns Universitet bl.a. i FNs verdensmål og studerende på CBS i ledelse og virksomheders sociale ansvar.