I 2010 ledte jeg i Paris en workshop med nogle af Europas førende fødevareforskere. Vi arbejdede på at etablere et EU food-kic.
De hævdede, at inden for 20 år ville store dele af Sydeuropa være så tørt, at det ville påvirke fødevareforsyningen i Europa og at visse befolkningsgrupper ikke længere ville have råd og adgang til en diæt, så de kunne opretholde en basal sundhed. Ingen af forskerne var i tvivl.
Allerede dengang gik det op for mig, hvilken umulig kamp forskerne er oppe imod for at udkomme med sandheden, især når det kommer til klimaspørgsmålet.
… Klip til i dag: Det er helt ærligt lidt mærkeligt at være på det hold, der fik ret … ikke fordi vi var synske, men fordi vi satte os ind i data.
Forskningsverdenen har længe været enig om eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer, og at de betyder hedebølger og storme, at de påvirker vores fødevareforsyning samt at mange menneske vil flygte som følge af umulige livsvilkår.
Hvornår det vil indtræffe, og med hvilken styrke, har ingen kunnet sige klart, alle forskere har været bange, mange efterhånden opgivende.
Jeg har lovet mig selv, at jeg altid loyalt ville viderebringe forskning og konsekvenser til alle kunder og foredrag. Det har medført episoder med kritiske spørgsmål, hvor jeg over for direktører og chefer fra offentlige myndigheder har skullet forklare, at IPPC-rapporten ikke er skrevet af en flok hippier, hvor konklusioner var givet på forhånd.
Jeg imødeser nu, at vi skal igennem en endnu værre fase, hvor ingen vil høre sandheden om, hvad der skal til.
Når jeg fortæller virksomheder, myndigheder og organisationer, at de klimatiltag, de har gang i, forslår som en skrædder i helvede, så stiger min popularitet sjældent. Heldigvis stikker visionære ledere mig deres kort i foyeren, og unge mennesker takker mig for at sige det, som det er. Desværre er Dantes »Guddommelige komedie« i det lys jo mere relevant end nogensinde.
Men mange ledere og politikere udviser stadig imponerende kreativitet, når det kommer til klimaforførelse om, at vi gør det godt nok, eller om symbolhandlinger, der ikke virker.
Senest ideen fra blandt andet dele af fagbevægelsen og forfatter og sociolog Rune Baastrup, der i programmet Deadline 10. juliforklarede, at vi skulle gentænke vækstscenariet og arbejde mindre.
Det er efter min mening en forkælet, socialdemokratisk logik, som man nok skal have haft en karriere i fagbevægelsen for at mene er den rette løsning på, at hele vores lille klode bogstaveligt talt er ved at smelte for øjnene af os.
Sagen er, at det er det modsatte, der er sandheden. Vi skal arbejde meget mere og allerhelst til en helt anden timeløn, for det skal kunne betale sig at reparere og servicere i stedet for at købe nyt.
Hvis vi ikke vil det, så skal vi gøre som i Østrig, hvor staten støtterreparationer af elektronik med halv pris.
Det er godt eksempel på politisk mod, der understøtter markedskræfterne. Hvis markedskræfterne ikke hjælper os, når vi det aldrig. Det er åbenlyst for mig.
Sagen er, at der er løsninger, og de kan skaleres. Det kræver blot, at politisk uenighed og silobestemte kortsigtede klimaplaner afløses af vilje og mod til at handle. Både i Folketinget og ude i virksomhederne.
Lotte Hansen er partner i Hansen & Ersbøll Agenda og stifter af foreningen iLoveGlobalGoals
Læs hele klummen her