Året der gik hos Hansen & Ersbøll Agenda

Året der gik hos Hansen & Ersbøll Agenda Året der gik hos Hansen & Ersbøll Agenda

Kære gode læser! Tak fordi du gider bruge tid på at læse, hvad vi har på hjerte. Her lidt om året der gik, og året der kommer, set fra Hansen & Ersbøll.

Det var et skørt år på alt for mange triste måder. Når man er konsulent, får man indblik i mange forskellige verdener og taler med en masse mennesker fra alle dele af landet og også uden for Danmark. Da Coronaen brød ud var vi meget tæt på mennesker, hvis forretninger blødte. Det var hårdt at se på de store personlige og økonomiske omkostninger flere måtte betale – og stadig betaler – for Coronaen. Så hårdt, at vi næsten glemte, at vi faktisk i de måneder, der er gået, også har mistet store og små aftaler og ordrer.

Vi brugte ikke tiden på gå i sort, men vi gik i værkstedet og så fremad. Vi vil have flere med på en bæredygtig transformation, der ikke er greenwashing. Vi er meget bevidste om, at vi var det første konsulenthus i Danmark, der dedikerede os 100% til verdensmålene, og vi synes, at det forpligter at være de første.

Årets fokusområder

Et hvert ønske om forandring må som udgangspunkt starte hos os selv. Da vi gik i værkstedet, gik vi også på opdagelse i, hvor vi har mest at byde på, og hvordan vi selv kan skabe en dokumenterbar impact for verdensmålene. Over for vores kunder er det altid sangen om fokus, fokus, fokus. Da vi skulle tage vores egen medicin, satte vi os tre fokusområder:

 

  1. Vi vil udelukkende bruge vores tid på at hjælpe de kunder, der er seriøse om at sætte konkrete ambitioner og målbare mål for at sætte fart på den bæredygtige omstilling
  2. Vores tilgang er, at i stedet for at gøre det at redde verden meget komplekst vil vi gøre det meget enkelt (ikke let) med håndholdte og praktiske redskaber og altid med fokus på, at impact og forretning skal kunne forstærke hinanden. Vi vil gennem vores kunder bevise, at det at lave en bæredygtig transformation er vejen til en sund og god forretning
  3. Og at vi vil bruge vores ressourcer på det, vi måske i virkeligheden er allerbedst til: At udvikle fremtidens svar på de store udfordringer verden står over for sammen med vores kunder.

Disse fokusområder kastede en masse energi af sig, og vores forår og sommer blev således enormt produktive. Sammen med det dygtige hold hos AM Copenhagen satte vi os for at skabe en ny visuel identitet, der kunne inspirere indadtil og styrke HEA udadtil. Vores nye visuelle identitet afspejler verdensmålenes farverige mangfoldighed sammen med Bauhaus-bevægelsens stringente funktionalisme, og er med til at tydeliggøre ideen bag HEA og vores måde at arbejde på med en dynamisk og modulært opbygget værktøjskasse.

I denne periode (nød lærer nøgen kvinde at spinde) satte vi os også for at udvikle vores ’Verdensmåls-forretningsstrategiske masterclass til et digitalt produkt, som vi lancerer i det nye år, og som vi er mega stolte over. Formatet vil være velkendt for mange af de små og mellemstore virksomheder, der allerede har været igennem et semi-digitalt forløb sammen med os i år: Danske Konferencecentre og Silkeborg Kommunes Innovationsnetværk. Det er et strategiforløb, du kan foretage med dine ledelseskolleger hen over 4-5 moduler, og når du er færdig, har I et strategidokument med jeres bæredygtige styrker og udfordringer og jeres bæredygtige forretningsfokus og målsætninger.

Som en del af værktøjskassen udviklede vi også en verdensmålstabel og trademarkede den. 

Tak igen til Danske Konferencecentre for det gode samarbejde og til Børsen for at skrive om resultatet.

Verdensmålstabel

Heldigvis bød 2020 også på mange store, glade og mindeværdige øjeblikke:

  • I februar flyttede vi ind i Matrikel 1 – et dynamisk innovationshus midt i Københavns centrum (selvom vi ikke fik brugt nær nok tid på kontoret i en lockdown tid)
  • Vi sagde velkommen til nye gode kolleger: Kristine Kryger, Johanne Köpfli Møller, Rikke Soede, og i september fik vi Sara Rønning-Bæk tilbage fra barselsorlov med skønne Andrea
  • I juni takkede Charlotte af som særlig rådgiver for Lise Kingo, da Lise – i et studie på Matrikel 1 i stedet for i FNs generalforsamlingssal – overfor 20.000 tilhørere fra hele verden takkede af som CEO for UN Global Compact på deres 20 års jubilæumsevent. Det har været 4 spændende år, hvor Charlotte har delt sin tid mellem København og New York. Men nu er vi glade for, at vi og vores kunder har Charlotte tilbage på fuld tid
  • Heldigvis er Lise ikke på nogen måde færdig med at skubbe bag på den bæredygtige transformation, og i november var vi glade for sammen med Matrikel 1 at kunne holde vores første ledelsesdialog om bæredygtig transformation med Lise, Kathrine Richardson og Charlotte som et superstærkt panel – du kan se med her, hvis du missede den

Vi vil også gerne sige stor tak til nye og eksisterende kunder fra både ind og udland for jeres store tillid og for de spændende opgaver, I har sendt vores vej i året. Sammen med jer er vi i gang med at sætte nogle banebrydende agendaer for forandring, ikke mindst, når det gælder at sætte et helt afgørende fokus på de ’røde’ verdensmål – de sociale mål. Coronaen har med al mulig tydelighed vist os, at social ulighed forstærker globale kriser, og at vi er nødt til at styrke vores ’immunforsvar’ mod fremtidige kriser som f.eks. klimaforandringer, ved at skabe mere lighed og retfærdighed i verden. Derfor er vi superstolte over at være helt fremme i innovationstoget, når det gælder at udvikle måder, hvorpå virksomheder, fagforeninger og branchesammenslutninger kan sætte ambitioner, absolutte mål og viden-baserede handlinger bag at skabe mere lige og retfærdige samfund, hvor mennesker har de bedste forudsætninger for at trives uanset alder, køn, hudfarve, sociale og økonomiske vilkår.

Sidst er vi rigtig spændte over, at foreningen iLoveGlobalGoals i det nye år genopstår som handletank. Det kommer vi til at fortælle meget mere om. Men allerede nu er du velkommen til at stemme på dine krav til den bæredygtige arbejdsplads her.

I Love Global Goals

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nyt år.

Pas godt på jer selv.

Charlotte & Lotte